Os Imellem & Radio c:ntact præsenterer:

transition - radiofortællinger på bremen teater

D. 11. februar inviterer Os Imellem dig gratis til vores version af en radiobiograf – en fokuseret lytteoplevelse i Bremen Teaters stemningsfyldte sal. Denne gang under temaet Transition.

I ethvert menneskes livsforløb vil der ske forandringer og overgange - Transitionelle faser, der uundgåeligt vil forandre os og måden, vi agerer i verden. Transitioner kan være vanskelige at tale om, men i aften skal vi høre om fem menneskers transitions historier som podcasts og på scenen.

Vi skal følge en våger, der observerer de sidste minutter af en døendes liv, en transkønnet, som skal finde betydningen af en ny kønsidentitet, en kvinde, der en morgen vågner op uden sit syn, en datter, som skal tage en vigtig beslutning i forhold til sygdom, og en mand, der finder vej ud af et årelangt misbrug.

Radio C:NTACT har udvalgt fem fortællinger til denne aften, der alle beretter om en helt særlig transition i et ungt menneskes liv, og byder sammen med Os Imellem velkommen i radio biografens mørke, der giver muligheden for at få et helt særligt indblik i afgørende overgange hvor blandt andet overvejelser om død, køn, frygt og kærlighed spiller ind.

Om Radio C:NTACT:

Radio C:NTACT brænder for den gode historie fra det virkelige liv – det gribende, det hjerteskærende, det sjove og det ukendte. Alt fra små hverdagshistorier til storslåede livshistorier.

Radio C:NTACT er C:NTACTs radioredaktion. C:NTACT laver sociale og kunstneriske projekter, der med afsæt i den personlige fortælling skaber levende møder mellem mennesker.

Redaktionen består af omkring 20 unge mellem 18 og 28 år, samt en række frivillige.