Livet set gennem de hjemløses kameralinse

I DISSE måneder er vi i hjemløseorganisationen projekt UDENFOR involveret i et samarbejde med Bremen Teater i København om et fælles kunstprojekt under overskriften UDENFOR, hvor fire hjemløse over en periode fotograferer deres liv. Projektet er en del af Bremen Teaters nyligt startede initiativ, Os Imellem, som via en række kunst- og kulturarrangementer sætter fokus på skævheder i samfundet.

 

Konkret har vi uddelt en række digitalkameraer til de hjemløse og givet dem frie hænder til at tage fotos af deres dagligdag i Københavns byrum og gader. Efterfølgende har de hjemløse været med til at udvælge de bedste fotos, som bliver printet og udstillet på Bremen Teater, til glæde og gavn for den brede offentlighed. Men hvorfor bruger en hjemløseorganisation energi på at samarbejde om et sådant projekt, kunne man spørge? Burde man ikke i stedet bruge de begrænsede ressourcer på at give folk bolig og tøj på kroppen, i stedet for at lade de hjemløse gå rundt og amatørfotografere?

SOM VI SER det, rummer kreativ og kunstnerisk udfoldelse en række potentialer for de hjemløse såvel som for samfundets forståelse af, hvad det vil sige at være udsat. Potentialer, der desværre sjældent kommer til udfoldelse inden for den økonomiske tankegang, der dominerer dagens danske socialsystem. En hjemløs er ikke bare en person, der af forskellige årsager ikke har et hjem, men et menneske med fysiske, økonomiske og sociale behov. Et menneske med længsler, drømme, håb og ofte også en vilje til at være andet og mere end en person på samfundet økonomiske og sociale bund. Det kan virke banalt at pointere, men i vores socialsystems fokus på hurtige løsninger glemmer vi ofte at se på hjemløse som hele mennesker. Selv den mest udsatte hjemløse har et stykke ønskemusik, et favoritdigt, eller en yndlings Hollywood-blockbuster. Ved at se ud over den traditionelle sociale, sundhedsmæssige, økonomiske og mere lavpraktiske indsats og sideløbende arbejde med hjemløse på et kreativt og kunstnerisk plan, kan vi tilbyde udsatte medborgere et rum, hvor de kan udtrykke sig på egne præmisser. Det kan medvirke til at øge deres selvværd og genskabe en kontakt med det omgivende samfund, som det er vores erfaring, at mange hjemløse føler sig afskåret fra. Ved at give mulighed for at udtrykke sig i dette tilfælde med et digitalkamera som værktøj - fortæller

vi den enkelte hjemløse, at hans verdenssyn er interessant for andre, og at vi ser ham som et menneske og ikke bare et nummer i et register.

MEN DET ER IKKE kun for de hjemløses skyld, at man skal give plads til, at de kan udtrykke sig kreativt og kunstnerisk. Også den almindelige middelklassedansker med bolig, job og netværket i orden kan blive klogere på hjemløshed, når han eller hun konfronteres med værker skabt af folk fra samfundets kant.
Som borgere er vi forpligtet til at interessere os for andre. Vi kan, frit efter Løgstrup, ikke bare vende blikket bort fra de medmennesker, der er mindre privilegerede end os selv. Det er ikke nok, at man som borger nøjes med ikke at gøre skade på sine medmennesker. Man har også et ansvar for hinanden. Ud over at være tynget af materielt armod, dårligt helbred og sociale problemer må hjemløse ofte kæmpe en daglig kamp mod samfundets stigmatisering og udokumenterede holdninger om, at hjemløshed er selvvalgt. Her er det værd at huske på, at hjemløshed handler om meget mere end ikke at have et sted at bo. Kunst og kultur kan tilføje en større dybde i den enkelte borgers forståelse af udsathed. I stedet for sædvanen tro at blive forklaret om hjemløshed ud fra statistikker, tal, og tunge skæbnehistorier kan kunsten - i dette konkrete tilfælde de hjemløses fotografier
åbne for en anden dimension af hjemløses levevilkår.

HISTORISK SÅVEL som i dag er der mange eksempler på, at fotografiet har været med til at til at fortælle om underklassens vilkår og på den måde skabt opbakning til sociale reformer. To oplagte eksempler er de danske fotografer Jacob A. Riis og Jacob Holdt. Førstnævnte var i slutningen af 1800tallet med sine fotos af levevilkårene i New Yorks slumkvarterer med til at sætte underklassens elendige leveforhold på dagordenen, og det samme var Jacob Holdt omkring 100 år senere med sine ́Amerikanske Billeder ́ fra hans rejser rundt i de fattiges USA. Selv i dag, hvor man i sin dagligdag og på de sociale medier støder på flere fotos end nogensinde før, har det enkelte foto ikke mistet sin evne til at sige mere end tusind ord. Fotografiet kan give den enkelte et andet sprog at fortælle med, end det skrevne ord, som for en del socialt udsatte ikke altid er lige let at benytte. Når fotografierne udstilles på Bremen Teater, opstår et ́tredje rum ́ et sted som hverken ejes af den hjemløse eller beskueren, men i højere grad er et fællesareal, hvor de to kan mødes. Om beskueren i sidste ende vil have en anden forståelse af hjemløshed, kan vi selvfølgelig ikke vide. Vi kan dybest set heller ikke vide, om beskueren overhovedet vil se fotografierne som kunst, og skønt vi flittigt benytter begrebet kunst i denne kronik, er vi ikke specielt optaget af, hvorvidt de produkter, der bliver udstillet på Bremen Teater, kan defineres som ægte kunst, kunsthåndværk, klamphug eller noget helt fjerde. Det lader vi fagkundskaben vurdere. Men det er vores håb, at udstillingens billeder kan medvirke til, at beskueren bliver indigneret og får sat sin selvforståelse i spil i forhold til de mennesker, som lever et liv på gaden, og som det er så let at distancere sig fra ud fra en tanke om, at vedkommende selv har valgt sin

situation. I sidste ende håber vi, at et projekt som dette vil være med til at præge debatten om socialt udsattes levevilkår.

DET ER VORES erfaring, at alle former for socialt arbejde rummer dilemmaer mellem på den ene side, hvad man som hjemløseorganisation vurderer, er det rigtige for den enkelte, og hvad den enkelte synes er bedst for sig selv. Ikke altid er organisationen og den enkeltes opfattelse af problemer og løsninger de samme. Som organisation skal vi være opmærksomme på, at den hjemløse ikke skal spændes for vores socialpolitiske vogn, men at vi er åbne for deres perspektiver og valg af motiver. Det er i den forbindelse vigtigt for os at understrege, at vi ikke er så naive, at vi tror, at samfundet kan løse problemerne med udstødelse og hjemløshed ved blot at lade hjemløse få mulighed for at udtrykke sig kreativt. Hvis det var tilfældet kunne man, for at sige det lidt groft, jo bare sende alle hjemløse på kunsthøjskole. Skulle nogen foranledige sig til at tro, at man med en forproduceret snuptagsløsning kan hjælpe den enkelte, har årelange erfaringer med arbejdet med hjemløse vist os, at dette ikke er tilfældet. Siden 1997 har vi i hjemløseorganisationen projekt UDENFOR lavet socialt arbejde med de allermest udsatte mennesker på gaden i København, som lever mere eller mindre isoleret, og som slås med en række komplekse og sammensatte problemer, der spænder fra misbrug og psykiske lidelser henover økonomiske problemer, sundhedsproblemer, ensomhed og brudte bånd med familie og venner. Vi har gennem årene lært vigtigheden af at møde de hjemløse, der hvor de er - i byens rum - og ikke tage udgangspunkt i misbrug, diagnoser eller nationalitet. Og vi har lært vigtigheden af, at man bevæbner sig med den nødvendige tid og tålmodighed til at få skabt en tillidsfuld relation til den hjemløse, som ofte har årelange svigt med i baggagen. Det igangværende fotoprojekt kan kun lade sig gøre, fordi vi i forvejen, over en længere periode, har opbygget et tillidsfuldt forhold til den enkelte hjemløse og tilbudt vores hjælp med hans mest påtrængende problemer lige fra at skaffe en sovepose, servere et måltid varmt mad, tage en snak over en kop kaffe, tage med på hospitalet, til møde ved kommunen eller noget helt andet.

VORES SAMARBEJDE med Os Imellem på Bremen Teater er det nyeste skud på stammen efter at vi i de seneste år har stået bag arrangementer, hvor vi ved at benytte kunst og kultur har sat hjemløshed på dagsordenen i den offentlige debat. For nyligt samlede Os Imellem og CPH:DOX en broget flok på små 400 unge og gamle, husejere, lejere og hjemløse til visning af en dokumentar på Bremen Teater, om hjemløse der lever i New Yorks Subway. I forbindelse med filmvisningen holdt en af projekt UDENFOR ́s gadeplansmedarbejdere et oplæg om den aktuelle hjemløsesituation i Københavns gader.

Vi har desuden afholdt bogcafeer, hvor forfattere har læst op af værker, der kredser om udstødelse. Og vi har samarbejdet med kunstneren Jens Galschiøt, om et projekt, hvor han lavede 13 forskellige

bronzeskulpturer, der symboliserer fattigdom og hjemløshed. Figurerne har i de senere år været udstillet i en række europæiske lande, og en af figurerne har netop fået permanent plads i Europaparlamentet, hvor den forhåbentligt vil være politikerne en daglig påmindelse om de mest udsatte unionsborgeres levevilkår. Vi har også brugt kunsten mere aktivistisk, som da vi ved sidste års kommunalvalg i nattens mulm og mørke dekorerede Københavns Rådhusplads med hundredevis af kridtsilhuetter, for at gøre politikerne opmærksom på deres ansvar for at hjælpe det stærkt stigende antal unge hjemløse. En kunstnerisk og kulturel tilgang til socialarbejde er ikke kun en fordel for den enkelte hjemløse og for samfundet. For os som hjemløseorganisation er det igangværende fotoprojekt en påmindelse om, at det er vigtigt at lytte til andre stemmer og sprog end tidens fremherskende bureaukratiske lingo, som til tider kan have sine fordele og berettigelse, men som desværre ligeså ofte risikerer at fremmedgøre både os selv og de hjemløse og at skabe unødig stor afstand mellem os og dem.

Udstillingen ”Udenfor” finder sted d. 30. april kl 17-21 på Bremen Teater. Udstillingen er en del af arrangementet ”Gaden som Hjem – om byrummet for hjemløse”, hvor der også vil blive serveret mad fra projekt UDENFOR’s Mobile Café, samt være oplæg og debat om hjemløshed og byens rum. Arrangementet, som er et samarbejde mellem Os Imellem og projekt UDENFOR, er gratis og åbent for alle.