IDOART

Indlæg om Os Imellem på blogsiden I DO ART, af skribenten Ditte Rasmussen, fra d. 6. April 2015. 

I hverdagen er det nemt at forholde sig til de ting, som man skal, fordi man skal det. Læse, arbejde, studie. Men indimellem alle disse fastlagte ting, så tilbyder min by mig faktisk en del oplevelser, som lige giver dét mere sjov i hverdagen. Initiativet Os Imellem skaber nogle seje events, bygget op om særlige temaer, som jeg nu flere gange har fundet ret interessante, og jeg vil derfor anbefale jer, at holde øje med, hvad de fremadrettet ganske gratis tilbyder. 

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Os Imellem, var da filmen ‘Inside out: the people’s art project’, under temaet Mennesket, Kunsten og Byen, blev vist. Det er ingen hemmelighed, at jeg interesserer mig for gadekunst, og for hvad kunsten kan på gaden, i samspil med byrummet og os mennesker, så det gav rigtig meget mening for mig at tage til eventet. For kort tid siden satte de fokus på bandekultur, i et samarbejde med CPH:DOX, ved at vise filmen ‘The Interrupters.’ Jeg ved ikke, hvad det er, der fascinerer mig så meget ved bandekulturen – jeg synes, at der er noget spændende over, hvad det er, der får folk til at holde sammen på den dér særlige måde; det rummer et venskabeligt sammenhold, men er ofte kombineret med hierarki, vold og usikkerhed. Det er vanskeligt for mig at sætte mig ind i, hvordan man kan holde ud at befinde sig i det. Dokumentarfilmen følger tre såkaldte violence interrupters, som arbejder for at mindske vold på gadeplan i Chicago, som dagligt er scene for voldshandlinger blandt alt, alt for unge mennesker, og den handler i bund og grund om nogle mennesker, der forsøger at skabe fred ved at gå i dialog. Den er vildt spændende. Forfatter Olav Hergel kom desuden forbi og fortalte om sin bog “Indvandreren”, der omhandler bandemiljøet på Vestegnen, for at sætte aftenens tema i et dansk perspektiv. Han er en virkelig god fortæller. Jeg fik simpelthen så meget med mig hjem fra det arrangement af tanker, inspiration, håb for fremtiden og ungdommen og den slags, og jeg kom til at fundere over, hvad Os Imellem egentlig er, og hvem der står bag denne række af fede, gratis arrangementer. 

Os Imellem er et initiativ, som er startet af Bremen Teater med støtte fra Københavns Kommune. Det hele startede med en idé og et ønske fra Bremen Teaters ledelse om at åbne teatrets døre op, hvilket blev til en del af et bachelorprojekt af Line Smidstrup og Maj Kirkegaard, som har studeret Performance-design på RUC. Nu er de ansat som projektledere, så dette er et bevis på, at studie kan blive til virkelighed (og resten af denne politiske opsang gemmer jeg til en anden gang). Jeg mødte de to projektledere på en tirsdag i marts for at få et indblik i deres håb og visioner for projektet. 

Jeg sniger mig ind ad bagindgangen på Bremen Teater, hvor jeg er inviteret på kaffe af Line og Maj. Vi sætter os i et lokale med dunkel belysning og mørke farver på væggene. Jeg kan næsten forestille mig Simon Spies have siddet i en dunst af tobaksrøg med en whiskey derinde, da det fungerede som et mere eller mindre lummert forlystelsessted under navnet Mercur Teatret. 

Line fortæller mig om teatrets genopstandelse efter år med tomhed og stilstand, og jeg kan kun glæde mig over, at teatersalen igen er ramme for liv og oplevelser, som den oprindeligt var tiltænkt til. “Der var et ønske fra ledelsens side om at åbne op for det her sted og gøre det mere til en form for kulturhus. Vi har begge arbejdet her, så vi fik en interesse for det og kunne i forbindelse med vores studie godt tænke os at prøve at teste og skabe sådan et koncept,” siger Line. “Vi laver seks arrangementer om året. Ledelsens og vores fokus har været, at vi skal præsentere en meget høj grad af faglighed, men at vi samtidig skal bruge det, som et teater kan – altså det kreative ved formidlingen.” 

Maj og Line fortæller, at det er vigtigt for dem at tage aktuelle problemstillinger op, men at de ser en tendens til ofte at indhylle svære tematikker i underholdning, som kan fjerne fokus fra det, som det egentlig handler om: “… at der simpelthen bliver tale om et trækplaster, og at man risikerer at ryge ud af en tangent, som måske ikke har så meget med emnet at gøre. Det er dét, vi synes er sjovt. Hvor meget kan vi holde os inde for emnet og stadig gøre det interessant,” siger Maj. 

Netop denne balance mellem at skabe en god oplevelse og samtidig at udvise en tydelig faglighed er netop dét, som mange kulturinstitutioner kæmper med i disse år, og det er altid interessant at se, hvordan de forskellige institutioner løser opgaven. Line tilføjer, at det har været det store mantra for dem og samtidig den største udfordring ved arbejdet: “Men det er jo også det, der har været fedt – at man godt kan tiltrække et publikum til et arrangement, der handler om det, som det handler om. Der er ikke nogen grund til at fordumme folk. Men nogle gange er den røde tråd måske kun én, som vi kan se,” siger hun og griner. Til de arrangementer, jeg selv har været til, af Os Imellem, har jeg nu ikke været i tvivl om nogen rød tråd. 

 

Som nævnt er projektet støttet af Københavns Kommune, og jeg er lidt nysgerrig efter at høre, hvad det egentligt er, de støtter: “Støttepengene er gået til et projekt, der skal sætte fokus på sociale problemstillinger, udsatte borgere eller sociale skævheder. Det er den tydeligste målsætning, vi har. Og den kan tolkes bredt,” fortæller Maj. Under arrangementerne forsøger Line og Maj at holde lidt øje med publikum, og de er glade for at kunne se en masse mennesker, der koncentrerer sig. “Der har ikke været så mange iPhones oppe ad lommerne – vi ser en ret høj grad af fordybelse.” 

Projektet har fået navnet Os Imellem, fordi det er en platform for noget, der sker lige nu mellem mennesker, mellem os. Som Line siger er kunst og kultur ikke en flødeskumskage, men noget som kan formidle viden til mange mennesker på en helt særlig måde. “Viden og oplevelser kan deles på tværs af personlig baggrund – der er ikke nogen forskelsbehandling her. Selve teatret som institution kan være med til at give noget validitet.” 

Næste arrangement bliver tirsdag d. 7. april under titlen Fragmenter, hvor der bl.a. vil være musik, oplæg og en fotoudstilling lavet af romaer, der bor på gaden og har taget billeder af deres egen hverdag. Her bliver Os Imellem en del af festivalen I Am Roma, som skal køre i hele København og sætte fokus på romaer. “Det er meget mere nichepræget,” siger Maj ved sammenligningen med det foregående DOX-arrangement. Line og Maj fortæller om, at de ser nogle helt tydelige problematikker i gademiljøet i København i forhold til romaer: “Her siger vi ligesom – jamen, hvordan kan kultur være med til at vise os, hvordan romaer også er. Dét, vi skal lave den aften, er at give folk et større indblik i, hvad romakultur er. Dér tænker vi, at kulturen kan være med til at knuse nogle af de fordomme, som folk kan have.” Sådan nogle sætninger her, er jeg simpelthen så glad inde i mit hjerte over at have på bånd. Jeg synes, at det er  smukt. Og det er ikke en påtaget åbenhed, jeg oplever hos Line og Maj, men her er virkelig nogle mennesker, der dybt inde i deres sjæle tror på, at kultur kan være med til at rykke os tættere på hinanden som mennesker. 

Yderligere info om arrangementet Fragmenter, der omhandler romaer, kan du finde her.