NICE PEOPLE - DOKUMENTARFILM OG PANELDEBAT

 

// NICE PEOPLE – dokumentarfilm og debat //

Onsdag den 16. november viser Os Imellem en hjertevarm, morsom og skæv fortælling fra vores svenske naboer. Kom og se den svenske dokumentarsucces ’Nice People’ (svensk titel: ’Trevlig Folk’, 2015) efterfulgt af en paneldebat om idrættens potentiale til at bygge bro mellem kulturer. Arrangementet er gratis, men billetter skal hentes inden via dette link.   

En feelgood-dokumentar om integration på glatis

Fremmedfjendtligheden vokser i den lille by Borlänge i Sverige, efter byen har modtaget mere end 3000 somaliske flygtninge på få år.

En dag beslutter en excentrisk og idealistisk ildsjæl sig for at starte et bandy-hold (bandy er den svenske version af ishockey) for borgere med somalisk baggrund. Målet er, at de skal blive gode nok til at repræsentere Somalia i VM i bandy i Sibirien – blot et halvt år efter.

For de unge drenge, hvoraf ingen har stået på skøjter før, er vejen til VM brolagt med træning, fællesskab og blå mærker.  

Dette danner grundlaget for en af Sveriges største dokumentar-succeser. Filmen hviler på aktuelle temaer som integrationens udfordringer og diskrimination, men det strålende persongalleri og en grundlæggende optimisme skinner igennem og gør det til en fortælling, der sætter spor.

I maj gik et billede viralt på de sociale medier: En ung kvinde, der står med løftet knyttet næve foran tre marcherende nynazister. Billedet er fra Borlänge, men det blev ikonisk for de forskellige reaktioner på flygtningekrisen, der bølger gennem Europa i disse år.

Når man ser denne film tænker man, at det måske ikke behøver være så svært – så længe vi alle sammen er ’nice people’.

Dette arrangement er den eneste planlagte visning af ’Nice People’ i Danmark.

Efter filmen følger en paneldebat omkring, hvordan idrætsinitiativer kan fungere som brobygger mellem kulturer – og hvordan vi kan blive endnu bedre til at lave lignende projekter og initiativer i København.

Paneldebatten vil blive modereret af journalist Mathias Buch Jensen, og deltagere er blandt andet repræsentanter fra GAME Denmark og Dansk-Somalisk Netværk.  

Praktisk info

Billetter er gratis, men skal hentes inden arrangementet på linket ovenfor.

Døre åbner kl. 19

Arrangementet starter kl. 20 og slutter ca. kl. 22.10

Arrangementet er præsenteret af Os Imellem i samarbejde med Salaam Film og Dialog.

 

Om Os Imellem

Os Imellem laver arrangementer, der stiller skarpt på samfundet omkring os, dets uligheder, forskelligheder og ligheder. I samarbejde med forskellige organisationer giver Os Imellem et anderledes indblik i byen og samfundet som rum for forskellige liv og initiativer. Os Imellem er støttet af Københavns Kommune, og Bremen Teater lægger scene til arrangementerne. Se mere på www.osimellem.dk

Om Salaam Film og Dialog

Salaam Film & Dialog er filmtilbud til skoler, ungdomsuddannelser og voksne, der stiller skarpt på kulturmødet og det globale ansvar. Vores mission er at påvise og udvikle de positive styrker og ressourcer, der findes i det interkulturelle møde – på tværs af kultur, sprog og religion. Udgangspunktet for vores dialogiske rum er kunstneriske oplevelser: Vedkommende, stærke og gode film, der lever op til Salaams værdigrundlag. Se mere på www.salaam.dk