Kiki - film og fællesskaber

 

D. 24. Maj inviterer CPH:DOX, Everyday og Os Imellem til Danmarkspremiere på dokumentarfilmen Kiki, og sætter fokus på formidling, fortælling og fællesskaber.

Fortællinger har en særlig kraft til at skabe fællesskaber og fællesskaber giver muligheden for at skabe store fortællinger.

Arrangementet er gratis, billetter frigives d. 17 maj – hold øje med eventet.

Filmen, Kiki, er en international dokumentarfilm, der havde premiere på Sundance Film Festival i år. Den anmelderroste dokumentarfilm giver et fascinerende indblik i et særligt fællesskab i New York, nemlig vogue-kulturen, der blandt andet tæller unge, afroamerikanske transgender-grupper. Sara Jordeno, instruktør og antropolog, og Twiggy Pucci Garcon, medforfatter på filmen, formår med deres insider-outsider tilgang, at puste nyt liv ind i måden, hvorpå man repræsenterer og formidler et marginaliseret fællesskab, der kræver synlighed og en stemme i samfundet. Dermed giver denne film en enestående og personlig fortælling om fællesskab. 

Efter filmen vil instruktør Sarah Jordeno deltage i en Q&A om hendes arbejde som formidler og filmskaber, og fortælle nærmere om det helt unikke indblik i et fællesskab hun fik adgang til.

Samme aften inviterer vi også jer - publikum - til at dele jeres egne fællesskaber og fortællinger med os. Everyday, CPH:DOX’s nye medieplatform, lancerer nemlig ved samme lejlighed et fokus på subkulturer og opfordrer alle i salen til at være med. Everyday viser brugerskabte fortællinger og giver et crash course i alternative videofortællinger, samt muligheden for selv at dele din historie.

Mere om ‘Kiki’ (2016)

25 år efter kultdokumentaren ’Paris is Burning’ om New Yorks vogue-undergrund blandt sorte transgender-grupper, lander ’Kiki’ som en slags moderne opfølger. Filmen havde verdenspremiere på den amerikanske Sundance Film Festival og fortæller historien om fællesskabet i den unge, afro-amerikanske LGBTQ-kultur i New York, hvor mennesker mødes til flamboyante vogue-danse-sessions. Det er den svenske instruktør og antropolog Sara Jordenö, der har fået adgang til nogle af de forskellige ballroom houses, der følger, portrætterer og fortæller filmens historie i samarbejde med Twiggy Pucci Garcon, der selv er en del af vogue-kulturen. ‘Kiki’ er et fascinerende indblik i vogue-familiernes liv, i deres daglige kampe med diskrimination og hjemløshed, men også i deres larger-than-life parallelunivers i de glitzy ballrooms, som er essentielle for deres overlevelse som udsat minoritet. En enestående og meget personlig fortælling.

Om Everyday

Everyday er en ny medieplatform udviklet af CPH:DOX med afsæt i virkeligheden og med videoer skabt af brugerne selv. Everyday inviterer alle fra hele landet til at være med i den åbne og digitale redaktion. Brugernes egne perspektiver sikrer alternative og aktuelle blik på samfundet, så Everyday bliver en ny offentlig stemme, der kan udfordre eksisterende medieplatforme. Med din smartphone i hånden og dine holdninger og historier i fokus, giver Everyday dig mulighed for at udvikle dine evner som videofortæller og gøre dine historier til en del af vores fælles virkelighed.

Arrangementet er gratis og finder sted den 24. maj kl. 20.00 på Bremen Teater. Dørene åbner kl. 19.00. Hent din gratis billet på billetnet fra d. 17. maj

Arrangementet er et partnerskab mellem Os Imellem, CPH:DOX & Everyday og er støttet af Københavns Kommune og Indre By Lokaludvalg.