HÅBET BAG HEGNET - DOKUMENTARFILM OG EKSPERTINTERVIEWS

Os Imellem og Final Cut for Real præsenterer

// HÅBET BAG HEGNET //

Prisvindende dokumentarfilm + ekspertinterviews

En aften, der gennem dokumentarfilm og ekspertinterviews sætter fokus på livet og drømme for migranter fra Vestafrika - og hvad de møder på den anden side af hegnet til Europa. Arrangementet foregår på engelsk. Billetterne er gratis og hentes her

OM ARRANGEMENTET  

Hvad er forskellen på flygtninge og migranter? Hvad får migranter til at forlade deres hjem? Hvordan tager vi imod de migranter, der kommer til Danmark? Og finder de det, de ledte efter? Det er nogle af de spørgsmål, vi søger svar på, når Os Imellem og Final Cut for Real inviterer til arrangementet ’Håbet bag hegnet’, tirsdag den 31. januar kl. 20 på Bremen Teater. I centrum står den internationalt anerkendte dokumentarfilm ’Håbet bag hegnet’, som havde dansk premiere i oktober 2016 og allerede har vundet priser og special mentions på 11 filmfestivaler verden over.   

OM DOKUMENTARFILMEN ’HÅBET BAG HEGNET’ (2016)

På det afrikanske kontinent ligger et lille stykke af Europa: Den spanske enklave Melilla. På bjerget oven for Melilla lever tusindvis af håbefulde afrikanske migranter, som håber på at kunne forcere det tæt bevogtede hegn ind til Europa. Abou fra Mali er en af dem. På den anden side af hegnet venter Europa, og håbet om et bedre liv, med frihed og muligheder.  Det er Abou selv, der filmer, og dette giver os et unikt, råt og ærligt indblik i Abou og hans venners dagligdag på bjerget, samt deres tanker, drømme og forestillinger om det gode liv i Europa.

’Håbet bag hegnet’ er instrueret af Estephan Wagner, Moritz Siebert og Abou Bakar Sidebé, og produceret af Heidi Elise Christensen og Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real. Filmen blev den 10. januar nomineret til en Robert for Årets Dokumentarfilm. 

PROGRAM (OBS: Aftenen foregår på engelsk)

- Journalist Simon Kratholm Ankjærgaard interviewer de to forskere Nauja Kleist (DIIS) og Kristine Juul (RUC) om migranters forhold - i Vestafrika og i Danmark.

- Dokumentarfilm: ’Håbet bag hegnet’ (55 min.)

- Journalist Simon Kratholm Ankjærgaard interviewer Mette Melchjorsen, leder af værestedet Grace på Nørrebro

- Aftenen slutter med mulighed for spørgsmål fra salen til alle aftenens deltagere

PRAKTISK

Døre åbner kl. 19, arrangementet starter kl. 20 og slutter kl. 22. 

Find arrangementet på facebook her.